Jeg er opvokset i det, der nok bedst beskrives som en kernefamilie. Den slags med Disney Sjov og lørdagskylling. Som en del af “kernefamilien”, hviler der et stort ansvar på den enkelte. Alle skal bære brænde til bålet og være der for hinanden. I den gode sags tjeneste oplevede jeg dog selv at prioritere andres behov over mine egne. Noget jeg med al tydelighed har båret med mig langt op i mit voksne liv. For hvis flokken bliver vigtigere end individet, så ender vi med at give køb på essentielle værdier, og pludselig er gruppen ikke længere bæredygtig.
Og hvad sker der, hvis vi pludselig står uden for gruppen?
Jeg oplevede selv pludselig at stå uden for ”flokken”, da jeg i 2022 stod over for en skilsmisse. Jeg skulle pludselig til at finde ud af svaret på spørgsmålet: “Hvad er det gode liv for mig?” på ny. Jeg skulle til kun at have min søn halvdelen af tiden, og når man er far med stort F, så er det ikke skide nemt.
Jeg havde svært ved at se, hvordan jeg skulle lande på benene igen. Pludselig stod jeg meget alene med en masse bekymringer og kunne mærke angsten.
Jeg mærkede selv, hvordan det kan føles, når hjertet hamrer løs, det flimrer for øjnene, og pulsen slår som en tromme i ørerne. Det er ofte, når døden banker på, og man inviterer den indenfor, at man lærer mest om sig selv.
I det forløb opsøgte jeg hjælp, og gennem terapi fandt jeg glæden ved tilværelsen igen. Nu, på ”den anden side”, kan jeg se tilbage på et forløb, der gav mulighed for at vokse som menneske. Det er også derfor, jeg har valgt at starte på psykoterapeutuddannelsen – jeg vil gerne hjælpe andre igennem livets kriser.
Jesper Klein 